• Havnestrejke i USA kan få fragtrater i hele verden til at stige

    المصدر: BDK Finans / 30 سبتمبر 2024 14:16:10   America/Chicago

    En havnestrejke på den amerikanske østkyst vil få fragtraterne til at stige. Først på ruter til og fra USA, men hvis strejken varer længere tid, kan det også få betydning for fragtrater i Europa og Asien. Det siger Mikkel Emil Jensen, som er senioranalytiker i Sydbank og blandt andet følger transportindustrien. - Det kan sprede sig som ringe i vandet og presse fragtraterne op. Det kommer til at være ret markante stigninger, særligt hvis strejken varer i flere dage, siger han. Det er havnearbejdernes forbund ILA og arbejdsgiverne i organisationen USMX, der indtil videre ikke har kunnet blive enige om en ny overenskomst. Strejken vil gå i gang klokken 06.01 tirsdag dansk tid, oplyser ILA ifølge Reuters. Ifølge Mikkel Emil Jensen er parterne både uenige om lønpakken og om niveauet af automatisering på havnene. ILA organiserer 45.000 havnearbejdere i USA. Konsekvenserne af en eventuel strejke vil blive forstærket, fordi forretningskæderne allerede er presset af uroen i Det Røde Hav, siger Mikkel Emil Jensen. En række angreb på containerskibe fra houthierne i Yemen har fået rederier til at sende skibe syd om Afrika og dermed ud på en langt længere rejse. Alligevel skal man ikke være bekymret for, at der vil mangle varer på hylderne op til jul, hvis den amerikanske strejke indledes. Det understreger Mikkel Emil Jensen. - Mange virksomheder har allerede bygget deres varelagre op, så de er klar til julehandlen og black friday. Så i den nærmeste fremtid skal man ikke regne med at hylderne vil være tomme, siger han. Men hvis strejken varer mere end et par dage, vil det skabe så store huller i forsyningskæderne, at konsekvenserne godt kan vise sig helt ind i 2025. - Varer strejken i lang tid, bare to uger, kan man godt frygte, at når vi kommer ind i starten af 2025, bliver det sværere for virksomhederne at få varerne frem, siger Mikkel Emil Jensen. Det skyldes, at de skibe, der forsinkes, hvis de ikke kan komme i havn i USA, begynder at mangle andre steder. Det betyder, at der bliver ophobet varer visse steder, mens der mangler varer andre steder. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/havnestrejke-i-usa-kan-faa-fragtrater-i-hele-verden-til-at-stige
شارك على،